Atlético Madrid-spiller klar for Schalke
Mandag aften scorede han i Atlético Madrids 4-0-sejr over Sporting Gijon, men nu skifter José Jurado til Schalke 04 og tysk fodbold.
José Jurado var med for Atlético Madrid, da de startede sæsonen med en sikker 4-0-sejr over Sporting Gijon. Jurado kom sågar på scoringstavlen, men kampen var hans sidste i Atlético Madrid-trøjen.
Jurado havde nemlig allerede modtaget et tilbud fra Schalke 04, som han ikke kunne sige nej til.
”Jeg forlader Atlético både glad og ked af det. Jeg er glad, fordi vi vandt store titler sammen, og at sige farvel til holdet efter at have vundet to titler, er en drøm, der går i opfyldelse. Mit skifte til Schalke var uundgåeligt,” udtaler Jurado ifølge goal.com.
Jurado kom til Atlético Madrid i 2006 fra Real Madrid.



