Bekræftet: BIF-bænkevarmer udlejes
Brøndby IF har valgt at udleje midtbanespilleren, Stefan Gislason, der ikke har fået meget spilletid på det senere.
Brøndby-midtbanespilleren, Stefan Gislason, er i dag blevet udlejet til den norske klub Viking Stavanger for resten af den indeværende sæson.
Forklaringen er, at Gislason har haft problemer med at tilspille sig nok spilletid, hvilket hverken var tilfredsstillende for hovedpersonen selv eller Brøndby IF.
“Udlejningen sker efter samtaler med cheftræneren og spilleren selv. Der var ikke udsigt til megen spilletid for Stefan Gislason i dette forår, og da både han og Viking Stavanger var interesserede i en aftale, handlede det i sidste ende om at få tingene til at hænge sammen,” siger direktør Ole Palmå i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Vi er glade for, at kunne give Stefan Gislason mulighed for spilletid på højeste niveau i den norske tippeliga, hvilket kun kan gavne både Stefan selv og Brøndby IF.”
Den 30-årige midtbanespiller har tidligere spillet for både Lyn og Strømsgodset i den norske liga.



