BIF-træner til stortalent: Forlæng nu
Brøndby IF’s cheftræner, Kent Nielsen, ser meget gerne, at stortalentet, Jens Stryger Larsen, forlænger sin kontrakt hurtigst muligt med klubben.
Brøndbys midtbanespiller, Jens Stryger Larsen, har kontraktudløb til sommer, og det har fået klubbens cheftræner Kent Nielsen til at komme op af stolen.
Han opfordrer nu stortalentet til at forlænge eller at forlade klubben, så han ved, hvor han har den unge spiller for fremtiden.
“Det er på tide, at der findes en løsning i den sag. Det er både uhensigtsmæssigt og uholdbart, at den er blevet trukket i langdrag,” forklarer Kent Nielsen til Ekstra Bladet, og han uddyber:
“Jens har haft en træner, der har vist ham tillid i en svær situation. Så jeg kan egentlig ikke forstå, hvis han skulle tvivle.”
Jens Stryger Larsens agent, Allan Nielsen, forsikrer dog, at man i øjeblikket forhandler om en ny kontrakt, og han er overbevist om, at Brøndby IF er det rette valg for sin klient.
“Status for ham er, at der stadig bliver snakket om kontraktforlængelse, og det er der, vi står lige pt. Det er logisk, når man stadig er i en kontraktforhandling, så ser man selvfølgelig på, hvordan klubben agerer. Men jeg er ikke i tvivl om, at Jens er den rigtige spiller for Brøndby og er det, de lige står og mangler,” forklarer Jens Stryger Larsens agent, Allan Nielsen, til Onside.dk.
Larsen blev forfremmet til førsteholdstruppen i sommer sidste år, og han har en enkelt gang startet inde, mens han har fungeret som indskifter i en række kampe.



