Bo Storm skriver med HB Køge
HB Køge kunne i eftermiddag meddele, at de har sikret sig papirer på den unge angriber, Bo Storm. Aftalen løber frem til sommeren 2011.
Den tidligere FC Nordsjælland-angriber, Bo Storm, forlader nu sin italienske arbejdsgiver U.S. Pergocrema i den italienske Serie C til fordel for SAS Liga-bundholdet HB Køge.
HB Køges sportsdirektør Per Rud er glad for forstærkningen af den 23-årige angriber, som beskrives som en teknisk stærk spiller.
”Vi har nu fået tilført vores skadesramte offensiv tre hurtige og dygtige spillere, og det er meget bedre end vi havde turdet håbe på forud. Auri har nu langt flere kort at spille ud, og tanken er da helt sikkert, at vi i omstillingen kan agere bedre end vi hidtil har præsteret. I spillet på banen har vi jo vist, at vi kan være med, men vi har nærmest ikke scoret i kontraspillet, og der kan vi nu langt bedre gøre ondt på modstanderne,” siger sportsdirektør, Per Rud, til klubbens hjemmeside.
”Jeg valgte forkert, da jeg besluttede mig for Italien i sommers, og heldigvis havde de ikke glemt mig i HB Køge, og jeg er meget opsat på at komme i gang i min nye klub. Min motivation og sult har aldrig været større. HB Køge spiller en rigtig god gang fodbold, der passer fint til mig, og jeg ser det her som en kæmpe chance,” slutter Bo Storm.
Bo Storm startede karrieren i hollandske SC Heerenveen tilbage i 2005. I 2007 gik turen hjem til danske FC Nordsjælland, hvorefter han skiftede til U.S. Pergocrema to år senere.



