Hjem » Danmark, Nyheder

Brøndbys nye direktør er på plads

Skrevet af den 20. marts 2010 – 11:19Ingen Kommentarer

Der er nu atter store nyheder fra Brøndby IF-lejren. Bestyrelsen for Brøndbyernes IF Fodbold A/S har udpeget Ole Palmå som deres nye direktør.

Brøndby IF’s nye administrerende direktør er nu på plads. Det bliver ganske som ventet Ole Palmå, som skal afløse Frank Buch-Andersen.

Palmå kommer fra en stilling som kommerciel direktør i Brøndbyernes IF Fodbold A/S, hvor han har været ansat siden 2004.

“Ole Palmå har under til tider svære vilkår formået at skabe og fastholde en kontinuerlig positiv udvikling på de kommercielle områder. Han er en moderne leder, der formår at samle opbakning omkring sine egne og organisationens idéer, og han har bevist, at han kan realisere nye tanker og forretningsområder og samtidig beholde fokus på fællesskabet i klub og selskab,” forklarer bestyrelsesformand Per Bjerregaard i en pressemeddelelse.

“Ole Palmå vil i samarbejde med bestyrelsen stå for ansættelsen af den nye sportsdirektør, der organisatorisk vil referere til den administrerende direktør,” slutter Bjerregaard

“Jeg har været en del af denne organisation siden 2004, og oplevet hvordan vi med fælles fodslag har skabt nogle ganske flotte resultater inden for samtlige forretningsområder. Opgaven er, at overføre denne fremgang til hele selskabet, og det vil bestyrelsen, den kommende sportsdirektør og jeg stå i spidsen for,” siger Ole Palmå, og han fortsætter:

“Jeg er ikke i tvivl om, at vi ved en samlet indsats kan opfylde målsætningen om, at komme tilbage til toppen af dansk fodbold. Vi har fået ro på. Opgaven er nu, at samle alle kræfter, og ingen må være i tvivl om, hvad der forventes og hvad deres opgaver er. Nogle kalder det gamle Brøndby-dyder; jeg kalder det moderne ledelse, at alle tager ansvar og alle arbejder loyalt for samme mål.”

For tiden er klubben på jagt efter en ny sportsdirektør, hvor det varmeste navn på rygtebørsen for tiden er Jacob Gaxe Gregersen, som tidligere har haft ansvaret for samme stilling i SønderjyskE.

Skriv en kommentar!

Vær sød. Ordentligt sprog. Hold dig til topic. Ingen spam.