FC Barcelona har de bedste sponsoraftaler
Priserne for sponsoraftaler har aldrig været større i fodbold end de er i dag. FC Barcelona har de bedste sponsoraftaler lige nu.
Succes for en fodboldklub og interessen fra store, globale virksomheder, som ønsker, at være sponsorer, går hånd i hånd.
Sponsoraftalerne i international fodbold har aldrig været større end de er i dag, og FC Barcelona kan bryste sig af, at have de mest lukrative aftaler i øjeblikket.
Den spanske storklub tjener 250 millioner kroner om året på hovedsponsoreren Qatar Foundation, mens klubkassen forsynes med 240 millioner kroner ekstra fra tøjsponsoratet med Nike.
Vinderhold er mest interessante
Forsker i sportsbranding, Kenneth Holm Cortsen, forklarer, at de globale virksomheder går efter de klubber med mest succes, når de placerer deres sponsorkroner.
“Virksomhederne kigger efter fodboldklubber med succes, og er de med i Champions League, så gør det en forskel. Barcelona og Manchester United er eksempler på store, globale brands, og sammen med dem kan virksomhederne komme ud til flere mennesker og skabe hybride sportsbrands,” siger Kenneth Holm Cortsen til Ritzau.



