Juventus afslører i dag, at Paul Pogbas agent Mino Raiola tjente 200 millioner kroner, da franskmanden skiftede til Manchester United.
Paul Pogba blev verdens dyreste fodboldspiller, da han i sommer skiftede fra Juventus til Manchester United for 780 millioner kroner plus op til 37 millioner kroner ekstra i diverse bonusser.
På tirsdagens møde med aktionærerne kunne klubbens direktør Beppe Marotta afsløre yderligere detaljer i rekordhandlen.
De 37 millioner kroner i bonusser bliver realiseret, hvis Pogba enten forlænger med United eller bliver solgt for mere end 370 millioner kroner. Det bekræfter Marotta ifølge mediet Footballitalia.net.
Derudover kunne han også afsløre, at Juventus’ fortjeneste på at have Pogba i truppen i fire sæsoner, lød på 535 millioner kroner efter løn og diverse udgifter, samt en astronomisk udbetaling på 200 millioner kroner til franskmandens super-agent Mino Raiola.