Ifølge Ekstra Bladet trækker det op til et salg af FC Midtjyllands Erik Sviatchenko. Norwich har efter sigende budt 22 millioner kroner.
Efter en flot start på sæsonen, er der kommet tiltagende interesse for FC Midtjyllands forsvarsgeneral Erik Sviatchenko. Især præstationerne mod Southampton har løftet et par øjebryn.
Derfor har Premier League-klubben Norwich ifølge Ekstra Bladet sendt et bud på 22 millioner kroner for Sviatchenko afsted til Herning. Avisen mener også at vide, at Championship-klubben Fulham er interesserede i danskeren med de ukrainske rødder.
Det vides endnu ikke, om FC Midtjylland vil acceptere den tilbudte pris.
23-årige Erik Sviatchenko har to år tilbage af sin kontrakt på MCH Arena.