Efter en turbulent forårssæson i Randers FC fik Christian Keller i sidste uge ophævet sin kontrakt, og han fortsætter nu karrieren i Viborg, hvor han spillede mere end 100 kampe fra 2002 til 2005.
“Christian Keller har de seneste fem år været en stor profil i Superligaen. Det er vi sikre på, at han bliver igen med sit store engagement og sin professionelle indstilling,” siger direktør, Morten Jensen, ifølge Viborgs hjemmeside.
Christian Keller fortsætter:
“Jeg er meget glad og taknemmelig over at få chancen i Viborg. Det er en klub og by, der betyder meget for mig, og jeg er klar til at give alt for den grønne trøje igen.”
“Der er blevet talt åbent og ærligt omkring min situation, og jeg føler mig velkommen i klubben. Nu glæder jeg mig til at få fuldt fokus på fodbolden igen, og jeg kan ikke vente med at komme i gang,” slutter den 35-årige midtbanespiller.
Christian Keller har fået en etårig kontrakt.