Manchester City har i dag meddelt, at de har sikret sig 20-årige Leroy Sané, der skifter fra tyske Schalke 04. Tyskeren får fem år i City.
Manchester City har længe været kædet sammen med Schalke 04-stortalentet Leroy Sané. Tirsdag faldt handlen så endelig på plads.
Sané skifter til Manchester-klubben på en femårig kontrakt.
“Jeg har det rigtigt godt. Jeg er glad for at være her. Én af grundene til at jeg skiftede til City var Pep Guardiola. Han overbeviste mig om at komme hertil, og jeg ved, at jeg kan fortsætte min udvikling under ham. Jeg tror, at han kan gøre mig til en komplet spiller,” fortæller Leroy Sané til klubbens hjemmeside.
Manager Pep Guardiola er naturligvis glad for indkøbet af den 20-årige offensivspiller.
“Han er et specielt talent, og en spændende spiller. Jeg tror, at fansene vil nyde at se ham spille. Han har gode tekniske færdigheder, er komfortabel på bolden, han er hurtig, nyder at skabe assists til de andre og at arbejde hårdt for holdet og score mål,” fortæller Pep Guardiola.
I Schalke nåede offensivspilleren at repræsentere klubben i 57 kampe med 13 mål til følge.
Ifølge engelske medier har Manchester City betalt omkring 325 millioner kroner for Sané.