OB har solgt Ari Skulason til belgiske Lokeren, hvor han har fået en treårig aftale. Islændingen havde et halvt år tilbage af sin kontrakt på Fyn.
OB har som ventet solgt backen, Ari Skulason, der spillede en flot EM-slutrunde for Island. Han fortsætter karrieren i belgiske Lokeren.
“Vi har været rigtig glade for at have Ari i truppen, og han har bidraget godt til vores udvikling både på og uden for banen. Efter et flot EM med Island har der været god interesse for Ari, og vi er nået frem til en fin aftale med Lokeren, der betyder, at de har købt ham fri af den kontrakt, der ellers udløb til vinter.”
“Det er en spændende mulighed for Ari, og det er en god handel for os, for vi er i forvejen godt dækket ind på de positioner, Ari også dækker. Vi ønsker ham al mulighed held og lykke og takker ham for hans helhjertede og engagerede indsats for OB,” siger sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside.
29-årige Ari Skulason, der nåede 91 kampe i sine tre sæsoner i OB, har underskrevet en treårig aftale med Lokeren.