Palermo melder sig nu i kampen om Liverpools problembarn, Mario Balotelli. Dermed kan angriberen være på vej retur til Serie A.
Mario Balotelli har bestemt ikke været nogen succes i engelske Liverpool FC.
Klubbens manager Jürgen Klopp har ingen fremtidsplaner med den italienske angriber, og derfor arbejder parterne på et salg.
Nu melder Serie A-klubben Palermo sig ind i kampen. Vicepræsidenten Guglielmo Miccichè fortæller, at klubben har budt på angriberen.
“Det ville være et stort scoop for Maurizio Zamparini (Palermos præsident, red.) og en gave til fansene. Vi har afgivet et bud, og nu er det op til Liverpool og spilleren at træffe en beslutning,” fortæller vicepræsident Guglielmo Miccichè ifølge football-italia til Gazzamercato, og han fortsætter med at rose Balotelli:
“Han er født i Palermo og vi betragter ham som en ægte sicilianer. Han vil blive modtaget med åbne arme og beundring af vores fans. En spiller som ham, vil være en drøm for klubben, og han kan blive en leder her.”
I sidste sæson var Balotelli udlejet til AC Milan, hvor han scorede tre mål i 23 kampe, heraf et enkelt mål i Serie A og de resterende to i Coppa Italia.
I Italien har han tidligere repræsenteret Lumezzane, Inter og AC Milan.