Hjem » Danmark

SønderjyskE lejer Henrik Hansen

Skrevet af den 1. september 2010 – 11:03Ingen Kommentarer

OB-spilleren Henrik Hansen skifter på en lejeaftale til SønderjyskE. Aftalen løber resten af efteråret.

Henrik Hansen savner spilletid i OB, hvor der er hård kamp om pladserne på midtbanen. Derfor skifter midtbanespilleren nu til SønderjyskE på en lejeaftale, der er gældende til årsskiftet.

”Henrik kender klubben ud og ind, og kan gå direkte ind på holdet. Vi synes fortsat at han er en af superligaens stærkeste midtbanespillere. Henrik er blot kommet i klemme mellem andre dygtige spillere i OB. Han har ønsket at få mere spilletid, og det kan han få her i SønderjyskE. Han vil forstærke vores spillertrup med det samme. Vi får i Henrik en teknisk dygtig spiller med et godt overblik. Vi glæder os til at se ham i aktion for SønderjyskE,” siger sportschef i SønderjyskE, Ole Nielsen, til klubbens hjemmeside.

I OB er man også tilfredse med aftalen, da den betyder, at Henrik Hansen kan få mere spilletid.

”Som situationen er lige nu, er der meget stor konkurrence om pladserne på vores midtbane. Det betyder, at vi ikke kan love Henrik Hansen helt så meget spilletid, som han kunne ønske sig, og derfor er det optimalt for alle parter, at han får muligheden for at spille kampe på et højt niveau i SønderjyskE,” siger OB-direktør Kim Brink til klubbens hjemmeside.

Henrik Hansen spillede i SønderjyskE fra 2004 til 2006, inden han skiftede til AC Horsens. I 2008 skrev han kontrakt med OB.

Skriv en kommentar!

Vær sød. Ordentligt sprog. Hold dig til topic. Ingen spam.