FC Københavns store profil, Jesper Grønkjær, har været en stor succes hos københavnerne, siden han kom til klubben fra Bundesligaen. Men til sommer udløber kontrakten, og Grønkjær har endnu ikke besluttet sig for fremtiden.
FC Københavns 32-årige kantspiller, Jesper Grønkjær, har haft en stor andel i hovedstadsklubben succes, siden han tiltrådte i klubben, da han skiftede fra VfB Stuttgart tilbage i 2006.
Jesper Grønkjærs kontrakt udløber dog til sommer, og midtbanespilleren ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer.
“Jeg er nysgerrig efter, hvilket niveau, jeg kan nå i foråret. Det har også noget at sige i forhold til min beslutning. Jeg skal ikke rende ind i tre fibersprængninger, for det tager mig så lang tid at komme over i forhold til tidligere,” forklarer Grønkjær til Berlingske Tidende.
Grønkjær løfter samtidig sløret for, at det ville være den perfekte afslutning på en glorværdig fodboldkarriere, hvis han stoppede karrieren efter VM 2010, som afvikles til sommer.