Onsdag forlød det, at SAS Ligaens topscorer Peter Utaka var meget tæt på at skifte væk fra OB, men dette rygte afviser klubbens direktør, Kim Brink, prompte.
Den øjeblikkelige topscorer i SAS Ligaen, Peter Utaka, tiltrækker sig en del interesse fra udenlandske klubber. I går forlød det, at nigerianeren var meget tæt på at forlade OB til fordel for en udenlandsk klub, men dette afviser fynboernes direktør, Kim Brink.
“Det aner jeg ikke noget om. Han er mig bekendt ikke tæt på et klubskifte. Det er svært for mig at sige andet, og jeg kan ikke lige få øje på sammenhængen,” forklarer Brink ærligt til Fyens Stiftstidende.
Peter Utaka kunne i efteråret bryste sig med, at have nettet hele 13 gange i blot 18 kampe.