Den brasilianske fodboldlegende, Ronaldo, har valgt at stoppe sin fodboldkarriere med øjeblikkelig virkning, bekræftede han i dag på et pressemøde.
Ronaldo afholdte her til eftermiddag pressemøde, hvor han offentliggjorde, at han stopper som fodboldspiller med øjeblikkelig virkning.
Den 34-årige brasilianske legende havde svært ved at holde tårerne tilbage ved pressemødet.
“Jeg stopper min karriere som professionel fodboldspiller. Det har været en smuk, følelsesladet og fremragende karriere,” fortæller Ronaldo ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han har igennem hele karrieren været hårdt ramt af skader, og skaderne har taget til i de seneste år.
“I de seneste to år har jeg haft en lang række skader. Smerterne har fået mig til at tænke på at indstille karrieren.”
Ronaldo fik sit internationale gennembrud i hollandske PSV Eindhoven i 1994, og derefter nåede han at spille for FC Barcelona, Inter, Real Madrid og AC Milan, før han vendte næsen hjemad til Brasilien.
Ronaldo opnåede to VM-titler i 1994 og 2002, dog var han kun 17 år ved det første VM, og derfor måtte han se denne slutrunde fra bænken. Men med sine i alt 15 scoringer ved VM er han endnu den mest scorende spiller.
I alt nåede han at spille 97 landskampe for Brasilien, mens han scorede 62 mål. På det personlige plan opnåede han meget hæder i international fodbold, hvor han blandt blev kåret som verdens bedste fodboldspiller af FIFA tre gange i både 1996, 1997 og 2002.
1 kommentar
Pingback: Video: Legendarisk Ronaldo-goalshow | Fodbold-transfers.dk