Torben Aakjær, der er fodbolddebattør og rådgiver i den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista, fokuserer i dette blogindlæg på de danske årgange 1994 og 1995.
Årgang 1994/1995 – Top eller flop?
Eller den sædvanlige danske rødgrød?
Mandag den 27. juni 2011 spillede årgang 94 deres 24. og sidste U17-landskamp, helt præcis 6.184 kilometer væk fra lille Danmark (målt fra Rådhuspladsen i København), idet denne kamp mod Australien, som i øvrigt sluttede 1-1, på et mål scoret af den daværende HB Køge-spiller, Lee Rochester, var den sidste puljekamp i U17-VM-slutrunden i Mexico.
Holdet, under ledelse af træner Thomas Frank, havde tabt de to forudgående kampe mod først Brasilien (0-3) og dernæst Elfenbenskysten (2-4) og således sluttede man på en lidet flatterende placering som nr. 23 ud af 24, endda bag lande som Jamaica og Rwanda, men dog foran Burkina Faso.
Et hidtil yderst velfungerende team, som nåede semifinalen til EM i Serbien, måneden forinden, og undervejs i sin U17-periode, havde præsteret flere flotte resultater, hvoraf de fineste nok var sejre over Belgien, Frankrig og England, alle i forbindelse med EM-kval./slutrunde, skulle nu splittes op, have ny træner, og i øvrigt vænne sig til hverdagen i deres klubber, som undervejs i denne hektiske periode, naturligvis ikke havde været optimal. Ud af de 18 drenge, der var med i Mexico, var de 17 af dem født i 1994, mens yngste manden Pierre Emile Højbjerg var fra 95.
EM og VM er et kæmpe udstillingsvindue, og der skete da også det uundgåelige, at foreløbig otte spillere fra truppen efterfølgende skiftede til udlandet. Nogle klubskifter virkede mere velovervejede end andre, men summa summarum, så befinder seks af dem sig stadig udenlands, men det er dog ikke ligefrem alle seks, der får regelmæssig spilletid, og man kunne godt forestille sig justeringer og klubskifter i de kommende transfervinduer, i hvert fald hvad angår Lucas Andersen, der har det svært i Ajax, og pt. er udlejet til Willem ll, Højbjerg, der efter undertegnedes ydmyge mening, befinder sig på en alt for høj hylde i først og fremmest Bayern München, men også i det aktuelle lejemål Schalke 04, og så den kontroversielle Viktor Fischer, som i flere omgange har beklaget sig over for lidt spilletid i Ajax, hvor han efter en langvarig skade, har mere end almindeligt svært, ved at erobre sig en fast plads, og også pladsen på landsholdet er aktuelt et godt stykke ude i horisonten, for den iltre herre, så måske han skulle overveje sin situation grundigt næste sommer!
Et par af dem, som er kommet hjem efter mindre heldige udlandsophold, er Kenneth Zohore og Christian Nørgaard. Begge spillere har igennem karrieren været hyppigt forfulgt af skader, og Zohores tumultariske ophold i Fiorentina, henover korte perioder i først Brøndby og dernæst svenske IFK Göteborg, har nu placeret ham i OB, hvor han tilsyneladende har trænerens tillid, så det virker som om det er op til ham selv at finde den forsvundne melodi.
Hvad angår Nørgaard, var han i en periode i Hamburger SV, hvor han dog aldrig slap igennem nåleøjet, og da Thomas Frank overtog tøjlerne i Brøndby IF, snuppede han sin gamle midtbanespiller fra U17-tiden, og mange havde nok troet at det var blevet til mere regelmæssig spilletid for den gamle Lyngby-dreng, end tilfældet har været, men igen har skader ødelagt rytmen, og med de seneste indkøb, kan det blive mere end svært at komme tilbage på holdet, så måske lurer et klubskifte i den nærmeste fremtid.
Den måske mest lovende af de danske spillere, dengang i Mexico og i hvert fald forinden under EM i Serbien, var midtbanespilleren Patrick Olsen, som dog kun havde tålmodighed til at være med i tre Suppedas-kampe for Brøndby, inden han, givetvis i samråd med en lidt for ivrig og muligvis grådig agent, valgte at skifte til Inter.
Naturligvis gik det ikke for Patrick, som efter en deroute af de helt ærgerlige, og over lejemål i forskellige norske klubber, nu er endt i den næstbedste række i Frankrig, hvor han tørner ud for RC Lens. Foreløbig er det blevet til en håndfuld kampe, men fremtiden synes uvis for ham.
Endelig er der Lasse Vigen og Yussuf Poulsen, som begge foretog mystiske klubskifter, til henholdsvis Fulham, og nyrige RB Leipzig, men indtil videre klarer duoen sig fint i deres respektive klubber, som begge er placeret i næstbedste række, og der er ingen umiddelbar grund til at de skifter væk foreløbig, selvom det naturligvis kunne være interessant at se dem begge på højere niveau, ikke mindst af hensyn til den videre udvikling. Yussuf er dog fast med omkring Morten Olsens landsholdstrup, mens Lasse er en fast bestanddel af U21-landsholdet, så der sker nok ikke så meget på disse fronter her og nu.
Men hvad med de ti øvrige spillere, hvordan er det så gået dem? Tjaa, det er sådan lidt op og ned, men for at begynde fra en ende af, det vil sige på målmandsposten, så er det synd at påstå at henholdsvis førstekeeperen, den ellers lovende Oliver Korch, og reserven Christian Schultz, sidenhen har haft medvind i karrieren.
Korch, som i sin ungdomstid var til prøvetræninger i både Manchester City, Stoke og Inter, blev rykket op i FC Midtjyllands førsteholdstrup i 2013, men opnåede aldrig debut, og efter et lejeophold i Hobro, dengang i næstbedste række, røg han videre til Hvidovre, som dog heller ikke blev den store succes, og aktuelt befinder han sig på det man må beskrive som hygge niveau i 2. divisionsklubben B 1908. Værre endnu er det gået for reserven Schultz, som efter ungdomstiden er gået helt i stå, og i dag slet ikke spiller fodbold, så umiddelbart er der ingen ny Peter Schmeichel i støbeskeen her!
Brøndby-duoen Frederik Holst, der i U17-tiden var anfører, og Riza Durmisi, der ofte kæmpede med FCK’eren Mads Aaquist, er nogle af dem, der rent faktisk har klaret sig bedst. Holst har rundet 100 kampe i Suppedasen, men har dog i denne sæson mistet pladsen på holdet, og det kunne til forveksling godt ligne et snarligt klubskifte, måske et trin ned ville være fordelagtigt for dansk-spanieren.
Riza tog lidt længere tid om et etablere sig, og var længe efter den jævnaldrende Patrick Da Silva, men da han fik ro på hjemmefronten, eller rettere fik udskiftet sin tidligere hen så højtråbende agent, fik han forlænget med Brøndby, tilspillet sig en fast plads på venstrebacken, og er nu også fast på landsholdet, hvor han i første omgang har profiteret af den to år ældre Boilesens klubproblemer i Ajax, men Durmisi har ikke kun vist sig som en nødløsning, han har rent faktisk været blandt holdets bedste siden sommerferien, og det dufter lidt af at han skal videre til næste sommer!
En anden det ikke er gået så glimrende for, er den ellers dygtige stopper, Nicolai Johannesen, der i sin Lyngby-tid var spået en stor fremtid, men det er langsomt, men sikkert gået ned ad bakke, og efter et mislykket ophold i AGF, er han nu klubløs og bør nok koncentrere sig om en uddannelse, da fodboldkarrieren nok ikke giver det store afkast.
Det samme gør sig gældende for den lille vævre back Mads Aaquist, der efter FCK-tiden, er kommet til FC Helsingør, og der er heller ikke noget, der tyder på at han går i Jan Heintzes eller Niclas Jensens fodspor, så fodbolden bør skubbes bagud, til fordel for noget uddannelse, hvad han dog måske også er i gang med?
Et par af truppens perifere medlemmer, forsvarsspilleren Derrick Nissen, og offensivmanden Le Rochester, befinder sig aktuelt i henholdsvis Vejle og FC Vestsjælland. Førstnævnte har været i Vejle hele tiden, men gennembruddet lader vente på sig, mens sidstnævnte er shoppet en del rundt, siden hans tid i HB Køge, og for begges vedkommende er der i lighed med Johannesen og Aaquist, ikke berettiget håb om at fodboldkarrieren skal blive en givtig indtægtskilde, men indtil videre har de det sikkert sjovt, og er endnu unge, men man skal bare ikke vente for længe!
Den sidste forsvarsspiller, er den tårnhøje Patrick Banggaard, der efter EM skiftede til FCM, hvor han i perioder har fået eget spilletid, og såfremt der sælges lidt fra hos ulvene, kan det godt blive til mere, men ellers bør han nok overveje at træde et niveau ned, og der er jo masser af klubber fra Jylland, så han skal ikke engang tænke på at skulle over broen!
Sidste mand i truppen var hurtigløberen Danny Amankwaa, som både dengang og nu er i FCK, hvor han i sidste sæson fik en hel del førsteholdskampe, men skader har holdt ham ude et stykke tid, og det skal blive interessant at se om han kan kæmpe sig tilbage i Ståles start 11’er. Umiddelbart bør han dog gøre forsøget, da han sidste år demonstrerede at han sagtens kan være med på minimum Suppedas-niveau.
Summa summarum, så er det stor forskel på hvordan de 18 spillere har klaret sig siden de gyldne dage i Serbien og Mexico, og afslutningsvis vil jeg herunder forsøge at inddele spillerne i fem kategorier, med en kort kommentar til deres hidtidige og fremtidige karriereforløb.
I kategori 1 befinder Fischer, Højbjerg, Lasse Vigen, Durmisi og Yussuf sig. Det er forskelligt hvad der gør sig gældende for hver især, men med undtagelse af Vigen, er alle omkring A-landsholdet, og med undtagelse af Durmisi, er alle i udenlandske klubber. Her vurderer jeg dog at en spiller som Højbjerg bør kigge indad, og se i øjnene at de valg han foretager, simpelthen er for naive, i forhold til det niveau han har og hvad jeg forventer han kan opnå.
Han er utvivlsomt en rigtig dygtig spiller, ikke mindst målt med danske alen, men Bayern München i særdeleshed men også nuværende Schalke, er simpelthen for stor en mundfuld, og han bør kræve et permanent skifte næste sommer, for eksempel til en solid midterklub i Tyskland, alternativt toppen af Holland.
Uden sammenligning på klubniveau, gør lidt af det samme sig gældende for Vigen, som overraskende flot, er blevet stamspiller i Fulham, men han mangler gennembruddet og A-landsholdet, og bør nok skifte videre næste sommer, med mindre Fulham rykker op, da han der fylder 22, og bør forsøge sig en primær række, måske den tyske, hvilket kan blive muligheden for at komme fra U21- til A-landsholdet.
Yussuf befinder sig utvivlsomt fint i Leipzig, og da han i denne sæson ser ud til at have problemer med at blive fast mand, bør han i første omgang nok slet ikke tænke på videre avancement, og da han er inde omkring A-landsholdet, ser den nærmeste fremtid fin ud for den ranglede offensivspiller.
Det er synd at påstå at Durmizi er ranglet, men dygtig er den bette fyr med de albanske rødder sgu, og det ligner et sommerskifte til udlandet, hvor man må håbe han vælger rigtigt, hvilket kunne være i Holland. Han er overraskende, men fuldt fortjent, blevet fast på A-landsholdet, og har efter udskiftningen af sin agent, fået forlænget kontrakten, og ro på bagsmækken i BIF.
Sidste mand i kvintetten er uberegnelige Fischer, som det ene øjeblik scorer drømmemål i Holland og spiller på landsholdet, og det næste øjeblik sidder på bænken i sin klub og slet ikke er i betragtning til Olsens hold. Den unge jyde skal få styr på tankemylderet, spille sig fast på holdet i Ajax, og derefter tage det roligt når og hvis han returnerer til landsholdet. Der foregår tydeligvis for meget omkring ørene på ham, og det skal lukkes!
I kategorien under befinder duoen Lucas Andersen og Amankwaa sig. Førstnævnte ligner en slagen mand i Ajax, hvor det ellers gik fint for et stykke tid siden, men psyken er vist ikke hans primære styrke, og når lejemålet i Willem ll ophører, bør han nok tage et smut hjem til Aalborg og gå i terapigruppe med de 3 år ældre Nicklas Helenius og Kasper Kusk.
Hans mulige evner er for gode til at tøffe rundt i en halvlunken Suppedas, men han skal nok lige bruge et par sæsoner til at tanke selvtillid, før han er klar til et nyt udlandseventyr. Netop dette eventyr havde nok været en realitet for Amankwaa, hvis ikke skader generede ham. Gennembruddet er kommet for FCK, men pt. er han udenfor, og selvom det lysner, bliver det nok ikke Barcelona der bliver næste destination, men mindre kan også gøre det, og nøgternt vurderet vil jeg tippe ham til at kunne få en fin karriere for et mellem godt hollandsk/belgisk mandskab, hvilket bør være hans ambition.
Så hopper vi ned i den mere brogede kategori 3, hvor kvartetten Zohore, Banggaard, Holst og Nørgaard befinder sig. Umiddelbart måske en anelse barskt overfor alle 4, som jo alle er faste bestanddele i deres respektive Suppedastrupper, men hvad angår Holst, som ellers tidligt rundede 100 kampe i Suppen, så begynder ordet overmatchet at ligne noget der godt kunne påklæbes ham, og fremtiden ser ikke lys ud for ham i barndomsklubben, så måske det var på tide at kigge andre steder hen, med mindre han vil ende som en bekvemmelighedstrupspiller, hvilket der dog ikke er meget ambition forbundet med.
Nuvel der tjenes nogle fine penge her og nu i BIF, men på sigt kan det vise sig at være lidt som at tisse i bukserne! Lidt det samme gør sig gældende for Zohore, som ellers i flere omgange har virket lovende, men skader, formsvigt og generelt skidt spil, forhindrer hele tiden gennembruddet, og bliver det ikke i denne omgang i underpræsterende OB, bør han nok også træde et skridt tilbage, et skridt der måske på sigt kan veksles til to skridt frem!
Så når vi frem til evigt uheldige og alt for ofte skadede Nørgaard, som jeg personligt var stor fan af på det gamle U17-hold, men såvel tiden i HSV og også for ofte i BIF, er præget af skader, og når Thomas Frank indenfor en forventelig snarlig fremtid, ryger på porten, er det ikke sikkert der er plads til den ellers spændende type.
Også Banggaard skal overveje fremtiden, for hans vedkommende i FCM, der efter at de nye ejere er kommet til, ikke just satser på de unge spillere mere, og da tre-fire konkurrenter står i vejen, kunne det være at den tidligere Vejle dreng skulle kigge sig om efter alternativer!
Kategori 4 lukker og slutter denne opremsning, og som det nok kan gættes, er det ikke just de mest positive historier der er placeret hernede. Hele syv spillere luller bogstavelig talt rundt hernede, anført af Schultz der slet ikke spiller bold mere, samt klubløse Johannesen, men meget bedre ser det ikke ud for Aaquist, Nissen og Korch, der ganske vist alle tre er indplaceret i spillertrupper, der dog alle befinder sig på yderst lavt niveau, og når man næste gang runder 22 år, og der realistisk (ja ikke hvis du spørger din agent, din mor, far, familie i øvrigt eller andre rygklappende naiviteter) ikke er udsigt til det store avancement, så tjaa – hop i skoleuniformen og tilbage på skolebænken – det blev ved drømmen – men græd ikke, det er sgu sket for de fleste, så jorden går ikke under i denne omgang!
Helt så slemt står det ikke til for Lee Rochester, som en vis Per Rud i sine HB Køge-velmagtsdage, udråbte til klubbens måske største talent nogensinde. Den hurtige angriber roder rundt i forskellige klubber, og er pt. sammen med store bror, Marc, i FC Vestsjælland, og det kan blive sidste skud i bøssen, hvis fodbolden skal være andet end en hyggelig hobby!
Sidste mand i kagedejen er Patrick Olsen – min personlige favorit på U17-holdet – energisk, løbevillig, engageret og faktisk også en dygtig fodboldspiller – en lysende fremtid lå foran Amar-drengen, lige indtil han røg i kløerne på glubske rådgivere, som alene for egen vindings skyld, mente at Italien af alle steder, var det helt rigtige skridt for drengens videre udvikling.
Naturligvis gik det ad hel…. til i Støvelandet, og efter obskure ophold rundt omkring i Norden, henslæber han nu tiden i Frankrig for RC Lens, som beskrevet længere oppe i den næstbedste franske række. Det er nu egentlig meget godt, og måske et fint sted her og nu, men han skal dælme tage sig selv i nakkehårene, stikke sig selv et par flade, udskifte alle tidligere rådgivere, og simpelthen give den en ekstraordinær skalle, for så anser jeg faktisk hans talent for stort nok til at han burde kunne præstere for et mindre tysk, et bedre hollandsk eller en god belgisk klub, eller sagt med andre ord – han har spildt alt hvad han havde af talent og muligheder indtil videre – se at komme i gang, ikke mindst for din egen skyld unge mand!
Det var mit ræsonnement på den tidligere så højt profilerede U17-landsholdstrup, som nu her 4 1/2 år senere, for mange af spillernes vedkommende, står i et vadested, hvor det næste skridt kan være afgørende og svært definerende for deres videre fremtid, i hvert fald hvis den skal fortsættes i fodboldverdenen.
Årgangen blev af mange, ikke mindst vores kære tabloide-dagspresse, udråbt til at være den bedste og potentielt stærkeste årgang i Danmark nogensinde, ja bedre end de såkaldt tidligere gyldne årgange 1963-64 og 1985’erne, men til trods for at fem af spillerne her inden de fylder 22, har opnået debut for A-landsholdet, så ser (fodbold) fremtiden ikke umiddelbar alt for lovende ud for ret mange af dem, måske lige med undtagelse af en god håndfuld, og her mener jeg ikke at de ikke hver især er dygtige fodboldspillere, men i forhold til forventningerne, er det svært at sige om denne årgang nogensinde skal kunne overgå andre stærke årgange.
Bemærk at 1963/64-årgangen indeholdt navne som Per Frimann, Jan Mølby, Lars Elstrup, Jan Heintze, John Laudridsen, Frank Pingel og naturligvis de vel nok to største navne i dansk fodbold igennem tiderne, Peter Schmeichel og en vis Michael Laudrup. I alt opnåede 20 spillere fra de årgange kampe på landsholdet og fire af dem var med på holdet, der vandt EM i 1992.
1985-årgangen bestod jo blandt andet af navne som Niki Zimling, William Kvist og “Duncan”, og selvom ingen af disse ligefrem opnåede noget nær det samme, hverken med landshold eller på klubhold, som dem fra 63-64-årgangene, så præsterede hele ti fra samme årgang altså at spille på A-landsholdet, og det er altså rekord for en enkelt årgang i DBU-regi.
Endelig er det værd at nævne årgang 91-92-holdet, som også virkede lovende, men dog primært i kraft af flere spændende 91’ere, men med undtagelse af Delaney, Braithwaite og i perioder den ofte skadede Nicolai Jørgensen, er det synd at sige at der er mange landskampe i den årgang, og man kan godt postulere at 92’erne for længst har overhalet dem, ikke mindst i kraft af årgangens helt store profil, Christian Eriksen, men også qua solide folk som Okore, Vestergaard og Boilesen.
Alt afhænger naturligvis af smag og behag, men en hel del kan også, ganske enkelt, måles på nøgterne facts, og selvom det endnu er alt alt for tidligt at konkludere endeligt på årgang 94-95, så skal der godt nok ske noget, førend de blot tilnærmelsesvis nærmer sig de øvrige omtalte årgange, men kun fremtiden kan vise os om det blev et flop, midt imellem eller en superårgang!
Lad os utålmodigt vente.
Indlægget er udelukkende udtryk for bloggerens egne holdninger.
Kort om Torben Aakjær:
Torben Aakjær har et indgående kendskab til fodboldens verden, efter at have arbejdet i den i knap 20 år. Han har bl.a. været scout i Herfølge BK, Hamburger SV og Manchester United. I øjeblikket arbejder han som rådgiver for den brasilianske klub, Sport Club Corinthians Paulista.