Den tidligere superstjerne hos FC Midtjylland, Mohamed Zidan, åbner op for et skifte tilbage til sin gamle klub. Midtjydernes sportsdirektør, Jens Ørgaard, er ikke afvisende.
Mohamed Zidan var i en periode mellem 2003-2005 en af de største stjerner i FC Midtjylland og dansk fodbold generelt. Nu åbner egypteren op for et skifte tilbage til heden.
“Når jeg vender tilbage, kunne jeg sagtens tage til FC Midtjylland og spille i et-to år, og så kunne det sagtens være, at jeg havde et job i klubben. Det kan være, at vi kan aftale det,” udtaler Mohamed Zidan således ifølge Tipsbladet og fortsætter:
“Det er slet ikke noget, vi har talt om eller aftalt nu. Når jeg kommer tilbage, vil flere klubber være interesserede, men måske vil jeg vælge FC Midtjylland, fordi mit hjerte ligger der.”
Samtidig er klubbens egen sportsdirektør ikke afvisende overfor et skifte tilbage til Mohamed Zidan, der startede sin professionelle karriere i danske AB tilbage i 1981.
“Mohamed vil altid være interessant for FC Midtjylland at få tilbage, hvis han til den tid stadig er god nok,” udtaler Jens Ørgaard og tvivler samtidig på et skifte næste sommer, samtidig med, at han fastslår Mohamed Zidan er en af klubbens bedste spillere nogensinde.
I øjeblikket fungerer Mohamed Zidan som reserve hos de forsvarende tyske mestre, Borussia Dortmund. Egypteren skiftede til Werder Bremen fra FC Midtjylland i 2005 og har lige siden spillet i tysk fodbold.