Managerne fra begge klubber bekræfter, at Benik Afobe er tæt på at skifte fra Wolverhampton til Bournemouth.
Oprykkerne fra AFC Bournemouth er hårdt ramt af skader i angrebet i øjeblikket, hvor sidste sæsons topscorer Callum Wilson sidder ude med en langvarig skade, medens også Joshua King døjer.
Bl.a. dette giver manageren for ‘the Cherries’ Eddie Howe som begrundelse for, hvorfor man har i sinde at bringe Wolverhampton-spilleren Benik Afobe til sydkysten.
”Jeg følte, vi vi havde brug for en angriber. Vi mistede Callum [Wilson] og det var et stort slag for os, og vi mistede Josh King til en fibersprængning. Det har efterladt os tynde og vi har brug for kraft. Vi har brug for spillere, der kan komme ind og gøre et stykke arbejde,” udtalte Howe efter lørdagens FA-Cup-kamp mod Birmingham.
Den unge manager håber på, han kan have den 22-årige angriber til rådighed allerede tirsdag aften, når man hjemme på Vitality Stadium tager imod Norwich i Premier League.
”Der er en aftale på plads. Vi har stadigvæk udfordringer foran os, men vi håber på at have skrevet med ham før tirsdag aften.”
Også Wolves var i aktion i den traditionsrige FA Cup lørdag, da man tabte 1-0 til West Ham. Her bekræftede også Birmingham-klubbens manager Kenny Jackett, at den engelske angriber kan være tabt for ham.
”Benik Afobe taler med Bournemouth om en potentiel transfer. Vi har accepteret deres bud på ham. Det er en hemmelig sum, men jeg kan afsløre, at det er en pæn sum.”
Angiveligt er der tale om en pris i omegnen af 100 millioner kroner, som Bournemouth sender til Wolves for Afobe, der i denne sæson står noteret for 10 mål i 27 kampe.