Sport: Barca tæt på Nolito

0

FC BarcelonaIfølge den Barcelona-baserede avis Sport er klubben meget tæt på at hente Nolito fra Celta Vigo.

Barcelona-manager Luis Enrique afslørede på sit pressemøde forud for onsdagens pokalkamp mod lokalrivalerne fra Espanyol, at hans primære ønske i januar-vinduet er en angriber.

Det kan lyde skræmmende for enhver fodboldspiller at skulle tage kampen op imod Luis Suárez, Lionel Messi og Neymar, men ifølge avisen Sport kan det meget snart blive dagligdagen for Nolito, som man skulle være tæt på at hente til Camp Nou.

Den 29-årige spanier er nemlig Enriques førstevalg til førnævnte ønske, og offensivspilleren har da også haft en pæn sæson indtil videre for sin klub Celta Vigo for hvem, han i denne sæson har scoret otte mål i La Liga.

Ifølge Sport vil der i første omgang være tale om en lejeaftale mellem de to klubber – en lejeaftale der efter alt at dømme vil indeholde en købsklausul. Bliver denne klausul indløst kan det sende enten Munir El Haddadi eller Sandro den anden vej – eller muligvis endda dem begge.

Nolito har en fortid i Barcelona, da han har spillet over 100 kampe for den catalanske storklubs B-hold, samt optrådt fem gange for klubbens bedste mandskab i 2010-11-sæsonen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE