AaB fortsætter deres stime af kontraktforlængelser, som de har skabt i denne uge. Seneste talent, som har forlænget, er midtbanespilleren Mathias Wichmann.
AaB-midtbanetalentet Mathias Wichmann er den tredje spiller, som i denne uge har sat sin signatur på en kontraktforlængelse med nordjyderne.
U19-landsholdsspilleren har forlænget samarbejdet med klubben frem til sommeren 2013, og sportsdirektøren begrunder valget omkring forlængelsen med den 18-årige spiller således:
”Wichmann er en spiller, der i en tidlig alder sendte signaler om at han indeholdt noget særligt, og heldigvis har han været i stand til at udvikle sit talent yderligere, hvilket erfaringsmæssigt ikke er nogen selvfølge,” siger sportsdirektør Lynge Jakobsen til klubbens hjemmeside.
”Næste step for Mathias bliver nu at få en karriere for AaB i SAS Ligaen. Herefter må tiden vise, om det kan række yderligere.”