AaB og Curth forlænger ikke samarbejdet

0

AaBJeppe Curth er ikke AaB-spiller i næste sæson, eftersom han og klubben er blevet enige om ikke at forlænge samarbejdet. 

Efter ni sæsoner i AaB lakker det nordjyske eventyr mod enden for Jeppe Curth, hvis kontrakt udløber efter denne sæson.

Curth og AaB er nemlig blevet enige om ikke at forlænge samarbejdet, hvorfor angriberen nu skal finde en ny arbejdsgiver til sommer.

“Vi er blevet enige om, at det er optimalt for begge parter, at vi skilles til sommer,” siger AaB’s sportschef Allan Gaarde i en pressemeddelelse.

Også Jeppe Curth ser et farvel med AaB som det rigtige, og han ser frem til en masse nye udfordringer, men det bliver unægteligt et vemodigt farvel med AaB for angriberen.

“Dette er den bedste løsning for både AaB og mig. Jeg vil gerne takke for de ni år, hvor jeg har fået lov til at bære den rød/hvid-stribede trøje. Jeg har været privilegeret af, at kunne leve af min sport og min passion i så mange år, og jeg har ikke kunne vælge et bedre sted at udleve min drøm end i Nordjylland og AaB,” fortæller Jeppe Curth og tilføjer:

“Det at skulle bytte trøjen ud fra sommer, hvor det nu end kommer til at være, betyder ikke nødvendigvis, at jeg forlader Nordjylland for altid. Det kan være for en kort periode, men hensigten er at komme tilbage, så jeg kan støtte AaB-drengene på stadion.”

30-årige Jeppe Curth håber at kunne slutte af med manér i AaB. Og et mesterskab ville nok ikke være den ringeste afslutning på en flot tid i Aalborg, hvor han blandt andet har været med til at vinde mesterskabet i 07/08-sæsonen – endda som topscorer – samt spillet flere Champions League-kampe.

“De fleste ved, hvor meget AaB og Aalborg betyder for mig, og jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for en fantastisk tid med masser af store oplevelser, og nu vil jeg gøre mit til, at vi slutter en flot sæson af på den bedst mulige måde, tilføjer Jeppe Curth.”

I efteråret var Jeppe Curth udlejet fra AaB til FC Midtjylland, hvor han imponerede på midtbanen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE