AaB og FC København kan se frem til at modtage millioner fra de Financial Fair Play-bøder som uddeles til de hold, der ikke har overholdt loven.
UEFA har besluttet, at de indtægter, som bliver modtaget fra de ni klubber, som har overtrådt Financial Fair Play (FFP), vil blive delt ud til resten af de hold, der spiller i Champions League og Europa League.
Det betyder, at de danske klubber FC København og AaB kan glæde sig over en ekstra indtægt i de kommende uger.
“UEFA og de europæiske klubber blev enige om at indtægterne fra FFP retmæssigt tilhører klubberne,” fortæller formanden for European Club Association (ECA), Karl-Heinz Rummenigge, til SkySports.
Manchester City har allerede modtaget en bøde på 464 millioner kroner, eftersom de ikke overholdt FFP i sidste sæson.
Derudover kan storklubber som Paris Saint-Germain og Zenit Saint Peterburg også forvente bøder fra UEFA.
I alt vil de 70 klubber, som har kvalificeret sig til Europa League og Champions League modtage en bonus på omkring 1,97 millioner kroner, efter at de nye regler er trådt i kraft.