AaB-regnskab: Overskud på 10,9 mio. kr.

0

AaBAaB har i dag præsenteret deres halvårsregnskab for 2016. Det viser et overskud på 10,9 millioner kroner for perioden.

AaB har i dag præsenteret et overskud på 10,9 millioner kroner før skat for det første halvår af 2016.

Resultatet for samme periode sidste år lød på et underskud på 0,4 millioner kroner.

“Resultatet for første halvår er meget tilfredsstillende, og det er vigtigt for os og en del af vores strategi, at pengene også kommer ud at arbejde, hvilket i øvrigt allerede afspejler sig med moderne og tidssvarende faciliteter samt med vores ageren på transfermarkedet,” siger AaB-direktør Stephan Schors til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Ligeledes er blandt andet fortsat øget digitalisering et fokuspunkt, mens talentudvikling jo fremdeles er en hjørnesten for AaB i tæt samarbejde med vores moderklub og vores cirka 120 samarbejdsklubber i Region Nordjylland.”

“Der er fremdeles styr på den primære drift, og vores beredskab må betegnes som særdeles solidt, hvilket i sagens natur giver råderum for yderligere tiltag de kommende år.”

AaB oplyser, at omsætningen i første halvdel af 2016 lød på 38,4 millioner kroner.

Samtidig havde man et overskud på 12,5 millioner kroner for transfers, hvilket er sket efter salgene af Lukas Spalvis og Nicolaj Thomsen.

Egenkapitalen per 30. august lyder på 104,1 millioner kroner.

AaB’s forventninger til årsresultatet lyder på et overskud på mellem 5 og 10 millioner kroner.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE