AaB skal frem til 2020 spille deres hjemmekampe på Aalborg Portland Park, idet Aalborg Portland afløser NORDJYSKE som stadionsponsor.
Når AaB mandag aften løber på banen til kampen mod FC Midtjylland, bliver det ikke på NORDJYSKE Arena som normalt.
Stadion i Aalborg kommer nemlig frem til 2020 til at bære navnet Aalborg Portland Park, eftersom AaB og Aalborg Portland er blevet enige om et navnesponsorat for de næste tre år med option på to år mere.
“Vi har fælles værdier og er overbevist om, at vi via et tæt samarbejde i de kommende tre år kan løfte og gavne hinanden på flere forskellige områder.”
“Dette gælder blandt andet omkring aktivering af sponsoratet, hvor vi sammen med Aalborg Portland har mange spændende tiltag undervejs,” udtaler AaB’s administrerende direktør Stephan Schors til klubbens hjemmeside.
Første gode af samarbejdet kommer allerede mandag, hvor Aalborg Portland har en overraskelse klar til AaB-fansene uden for Aalborg Portland Park.