AC Horsens har solgt forsvarsstyrmand Andreas Augustsson til Elfsborg. Svenskeren skifter på en toårig kontrakt.
Der har været rygter om det i løbet af dagen, og nu er det officielt. AC Horsens har solgt forsvarsspilleren Andreas Augustsson til den svenske klub Elfsborg.
”Andreas Augustsson har været en god mand for AC Horsens i de seneste to år og han var en af vores bedste spillere i efteråret. Han er en ledertype, super professionel og han har været med til at bibeholde vores stærke træningskultur,” udtaler sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og tilføjer.
”Vores fysiske træner Uffe A. Hansen har arbejdet godt med Andreas Augustsson, der vel aldrig har været bedre end netop nu. Han havde egentlig kontrakt frem til sommer, men det ville være svært for os at forlænge den ud fra hans familiemæssige forhold, økonomien og hans – fodboldmæssigt – høje alder. Nu får vi en transfersum for ham og det er en god løsning for alle parter.”
Cheftræner Johnny Mølby ærgrer sig over salget af Augustsson, men han har afløseren klar i truppen.
”Andreas Augustsson var en vigtig brik for os i efteråret. Han har været vores defensive styrmand, der holdt sammen på tingene og han er blevet bedre og bedre, mens jeg har været i klubben. Han er topprofessionel og han har en super indgang til både kamp og træning. Som træner er man altid ked af at miste spillere, men det her er en god mulighed for Andreas Augustsson og vi har afløseren i truppen,” siger Johnny Mølby.
Hovedpersonen selv har nydt tiden i AC Horsens, men ser også frem til at vende hjem til Elfsborg.
”Jeg har haft en fantastisk tid i AC Horsens, men timingen er perfekt i forhold til at vende hjem til Elfsborg. Elfsborg havde sandsynligvis fundet en anden midterforsvarer, hvis jeg havde opfyldt min kontrakt frem til sommer, så jeg er glad for denne løsning.”
De to klubber har aftalt ikke at offentliggøre de økonomiske detaljer.