
Foto: Manchester United
I sommer blev Paul Pogba den dyrest handlede fodboldspiller i historien, da han forlod Juventus for at vende tilbage til Manchester United.
Hans agent Mino Raiola er dog nu kommet i offentlighedens søgelys for sin medvirken i handlen.
Ifølge dokumenter som Politiken har fået indsigt i via Football Leaks, så indgik Raiola i marts måned 2015 en aftale med Juventus om at ‘gennemføre aktiviteter, der ville kunne resultere i en højere værdi af spilleren’.
Superagenten var med til at skabe en masse hype i medierne og derved skabe budkrig om spilleren, skriver Politiken.
Raiola ville, hvis planen lykkedes, opnå en bonus og ifølge avisen modtog han hele 200 millioner kroner for disse aktiviteter.
Men det kontroversielle i sagen stopper ikke her. Raiola blev nemlig hyret af Manchester United i købsfasen, og dermed havde han en dobbeltrolle i handlen, skriver Politiken.
United betalten efter sigende 165 millioner kroner til agenten for at hjælpe med at lukke handlen, men englænderne kendte formentlig ikke til hans dobbeltaftale.
Nyhedsbureauet AFP oplyser tirsdag aften, at FIFA nu har åbnet en sag om Paul Pogba-handlen, så man kommer til bunds i hele forløbet.
Mino Raiolas advokater har oplyst til Politiken, at han ikke har nogen pligt eller noget ønske om at diskutere fortrolige anliggender med en avis.