FC Barcelona er i dialog med det 15-årige, norske stortalent Martin Ødegaard. Barca har inviteret Ødegaard til klubben.
Martin Ødegaard er en stor, funklende fremtidig stjerne i Norge. Han spiller i øjeblikket i Tippeliga-klubben Strømsgodset, men det er et spørgsmål om kort tid, før han skifter.
I hvert fald, hvis man skal tage udgangspunkt i den store liste af interesserede klubber.
En af klubberne er FC Barcelona, som har inviteret stortalentet til klubben, så parterne kan tale nærmere sammen.
“Det er rigtigt, at Barcelona ønsker Martin og Hans Erik (Martin Ødegaards far, red.) på besøg, så de kan lære hinanden bedre at kende,” siger Kent Karlsen til VG ifølge Ritzau.
Hovedpersonen selv virker også positiv over at skulle besøge Barcelona, men han har ikke travlt.
“Det kan sagtens være, at vi kommer til at besøge nogen. Men det må vi tage efter sæsonen,” siger Martin Ødegaard.
Der er fire runder tilbage af den norske liga, som slutter om en måned.
I øjeblikket er Ødegaard i den norske landsholdslejr som optakt til EM-kvalifikationskampene mod Malta og Bulgarien, der afvikles fredag og mandag.
15-årige Martin Ødegaard kommer dog ikke til at skrive en eventuel kontrakt med FC Barcelona i nær fremtid. Klubben må nemlig ikke hente spillere i de næste to transfervinduer.
FIFA har udstedt et transferforbud til Barca, fordi klubben tidligere har indgået kontrakter med spillere under 18 år fra andre lande.