Aston Villa vil ikke have Nicklas Helenius hjem, når lejeaftalen med AaB er ved sin ende, fortæller angriberens agent Mads Bach Lund.
Nicklas Helenius udmærkede sig i aftes med et hattrick i AaB’s 5-0-sejr over Hobro, men den udlejede angriber er alligevel ikke en del af planerne i Aston Villa fremadrettet.
Således fortæller den langlemmede danskers agent Mads Bach Lund, at Premier League-klubben har givet ham besked på at finde en ny klub til Nicklas Helenius.
”Vi har haft en dialog med klubben, som har informeret mig om, at det er bedst for alle parter, hvis Nicklas finder noget andet,” siger Mads Bach Lund til bold.dk og åbner døren på klem for et permanent skifte til AaB:
”Skulle det ske, at Nicklas kan finde en løsning med Aston Villa, så er AaB selvfølgelig interessant, qua den fortid og historik parterne har. Men Nicklas er også på et punkt i sin karriere, hvor han skal gøre op med sig selv, hvilken retning hans karriere skal gå.”
”Selvom han havde et hårdt ophold i England, så er han kommet styrket ud af det her. Så udlandet skal bestemt ikke afvises, og vi lukker ingen døre, men vi skal lidt længere hen i forløbet med Villa, før vi ved, hvad vej pilen peger,” slutter agenten.
23-årige Nicklas Helenius’ kontrakt med Aston Villa udløber i 2016.