FC Midtjyllands blot 17-årige offensivspiller Mikkel Duelund har tiltrukket interesse fra store europæiske klubber, fortæller hans agent.
Mikkel Duelund har trods sine blot 17 år været med omkring det FC Midtjylland-hold, der i denne sæson sikrede sig det danske mesterskab. Og det er ikke gået ubemærket hen.
Offensivspillerens talent har nemlig fået store europæiske klubber til at røre på sig.
”Det er umiddelbart ikke planen, at Mikkel skal sælges her og nu, men der er ingen tvivl om, at der kan komme så godt et tilbud, at det bliver svært at sige nej,” siger Mikkel Duelunds agent Mats Winther til Ekstra Bladet og fortsætter:
”Når man har leveret det, som Mikkel har, på både ungdoms- og seniorniveau i det her år, så er det klart, at større klubber i Europa begynder at interessere sig for ham.”
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle Sampdoria og Udinese samt klubber i Holland og Frankrig holde øje med den purunge dansker.