Paul Pogbas kendte agent Mino Raiola mener, at den 20-årige Juventus-juvel uden tvivl er meget mere værd end den kommende Real Madrid-spiller Gareth Bale.
Alt peger på, at Gareth Bale inden for de næste 48 timer bliver præsenteret som ny Real Madrid-fangst, og det ser ud til at blive den dyreste transfer i historien.
Et andet sted i Sydeuropa tørner stortalentet Paul Pogba ud for italienske Juventus. Både Pogba og 24-årige Gareth Bale vurderes højt i europæisk fodbold, men ifølge franskmandens agent, er Pogba dobbelt så meget værd som waliseren.
”Hvor god er Paul? Han er mere værd end Gareth Bale, det er helt sikkert. Hvis Bale er cirka 750 millioner kroner værd, så er Pogba mindst dobbelt så meget værd,” udtaler Raiola til Sky Sport Italia og fortsætter:
”Det er ikke min skyld, at Florentino Perez har bestemt sig for, at Bale skal koste 750 millioner kroner. Pogba er, for mig at se, en Salvador Dali fordi han er værdifuld og vigtig,” tilføjer han malende.
Paul Pogba kom i sidste sæson til Juventus fra Manchester United på en fri transfer, og har siden da imponeret fodboldverdenen. Selvom han har været rygtet væk, har han selv udtalt, at han vil blive i den italienske storklub.