Simone Zazas agent afslører nu, at spilleren var enig med Napoli om et skifte, men at Juventus blokerede skiftet.
Simone Zaza forlod Juventus i sommerens transfervindue til fordel for West Ham.
Men Zaza kunne i stedet have endt hos ligarivalerne fra Napoli. Det afslører hans far og agent, Antonio Zaza.
“Vi havde en god dialog med Napoli, og vi nåede til enighed, og skulle høre mere i løbet af en dag eller to. Men det gjorde vi aldrig. Ud fra hvad jeg hører, så ville Juve ikke sælge til Napoli, på trods af, at de kom med et bud,” fortæller Antonio Zaza til TuttoNapoli og uddyber:
“De kunne have nået til enighed, men Juve valgte åbenbart noget andet. Jeg ved ikke hvorfor, for det blev aldrig forklaret. Simone sagde aldrig nej til Napoli. Han ville meget gerne trække deres trøje over hovedet, men heldigvis fik vi et godt tilbud fra West Ham.”
25-årige Zaza er udlejet til West Ham for hele indeværende sæson. Samtidig har Premier League-klubben sikret sig en købsoption i aftalen.