
Foto: Arsenal FC
Lucas Perez er utilfreds med sin tjans i Arsenal, hvorfor han vil væk fra London-klubben for enhver pris til sommer, fortæller hans agent.
Lucas Perez skiftede i sommer Deportivo La Coruna ud med Arsenal for næsten 150 millioner kroner, men den 28-årige spanier kan snart være fortid i London-klubben igen.
Angriberen er nemlig træt af at sidde på bænken og sin rolle som joker under Arsene Wenger, hvorfor han leder efter en ny storklub.
“Lucas vil væk for enhver pris, for han er ikke glad i Arsenal. Han er ikke faldet til og har ikke fået chancen for at spille og få vist sig frem,” siger Lucas Perez’ agent, Rodrigo Fernandez, til Calciomercato og tilføjer:
“Han har ikke modtaget et tilbud endnu, men hvis han forlader London, og det gør han, da han ikke har fået chancen under Arsene Wenger, så vil han til en anden stor klub – en lige så stor klub som Arsenal.
“Det betyder ikke noget, om Wenger stopper i klubben. Han vil væk, uanset hvem der skal træne ham, for han vil have chancen for at spille,” slutter agenten.
28-årige Lucas Perez har spillet 18 kampe og lavet syv mål for Arsenal, hvor hans kontrakt løber frem til sommeren 2020.