AGF’s nuværende topscorer, Peter Graulund, har sat sin signatur på en ny kontraktforlængelse med klubben, således, at han er i klubben frem til sommeren 2012.
AGF-angriberen Peter Graulund har haft en stor andel i, at AGF i skrivende stund indtager førstepladsen i 1. division med sine elleve mål i efterårssæsonen.
Hans store indflydelse på holdet blev også understreget, da han modtog prisen som Årets profil i 1. division i 2010.
Graulund havde oprindeligt kontraktudløb til sommer, men i dag kunne parterne annoncere, at samarbejdet er blevet forlænget med yderligere et år.
“Peter har altid gjort en forskel og gør det stadig. Han har været den vigtigste spiller i den periode, vi har været igennem, og han er eksponent for den passion og vindermentalitet, vi gerne vil kendetegnes ved,” forklarer sportschef Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
“Selvom han har nået en vis alder, har han stadig et fantastisk engagement, og hans antrit og målfarlighed fejler som bekendt heller ikke noget. Derfor er jeg også enormt glad for, at vi er blevet enige om at fortsætte samarbejdet med yderligere et år.”
34-årige Graulund har fortsat store ambitioner, og så vil han også meget gerne sammenlignes med en AC Milan-legende.
“Jeg har en stor ambition om at rykke op i Superligaen og aflevere klubben der, hvor den hører hjemme – og det er i den bedste halvdel,” siger Graulund til DR Sporten, og uddyber:
“Nu er det jo svært at spå om fremtiden, men hvis jeg kan opretholde min skarphed og motivation og stadig være fit for fight, kan jeg godt se mig selv som det danske svar på Filippo Inzaghi, der i en alder af 37 år stadig scorer mål for Milan.”
Samlet set har Graulund optrådt i 173 kampe og scoret hele 77 mål i den hvide AGF-spilledragt.