
Foto: Shutterstock
Ifølge Ajax-sportsdirektør Marc Overmars går der formentlig ikke lang tid, før forsvarstalentet Matthijs de Ligt skifter til italienske Juventus.
I flere år har Matthijs de Ligt været jagtet af stort set samtlige europæiske storklubber.
De seneste uger har pilen peget i retning af Serie A og Juventus for det unge stortalent – og nu tyder det for alvor på, at de Ligt inden længe bliver præsenteret som ny spiller for de mangedobbelte italienske mestre.
Således fortæller Ajax’ sportsdirektør Marc Overmars ifølge ad.nl., at det er småting, der mangler at falde på plads, før de Ligt kan trække den zebrastribede Juventus-trøje over hovedet.
19-årige de Ligt, der efter sigende har stået højt på ønskelisten i både Paris Saint-Germain og FC Barcelona, skal i Juventus blandt andet kæmpe om spilletiden med de rutinerede stoppere Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini.
På trods af sin unge alder fik de Ligt allerede debut på det hollandske A-landshold i 2017.