Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson har ikke sat dato på, hvornår han stopper som manager. Men han regner med at blive direktør, når det sker.
Sir Alex Ferguson har stået i spidsen for Manchester United siden 1986. Den 71-årige skotte har fortsat ingen planer om at stoppe foreløbig.
Han fortæller dog, at han regner med at blive i klubben, når han en dag trækker sig som manager.
“I slipper ikke for mig. Jeg får garanteret en direktørrolle i klubben,” forklarer Ferguson til twentyfour7 Football Magazine.
Når talen falder på, hvorfor Ferguson har haft så stor succes i United, lyder opskriften således:
“Det er vigtigt at være fantasifuld. Det andet vigtige element er ikke at ændre på, hvem du er. Man ser igen og igen, at en manager kommer ind og forsøger at ændre sig selv. Dit job er ikke at ændre dig selv, det er at ændre det, du overtager,” fortæller den legendariske manager og uddyber:
“Du skal ændre holdet og klubbens filosofi til din filosofi. Du skal aldrig ændre, hvem du er. Det vil gøre dig godt, simpelthen fordi spillerne forstår, hvad du repræsenterer, hvem du er.”