Forsikringsselskabet Alka bliver Superliga-navnesponsor per 1. januar 2015. Det offentliggjorde Alka og Divisionsforeningen i dag.
Den bedste danske række, Superligaen, vil fra 1. januar 2015 vende tilbage til konceptet med en navnesponsor.
Det kunne Divisionsforeningen i dag offentliggøre sammen med den nye navnesponsor, forsikringsselskabet Alka.
Alka har og Divisionsforeningen har indgået en tre et halvt år lang aftale, som samlet set koster 42 millioner kroner.
“Det er en investering på 12 millioner kroner om året,” siger salgs og marketingsdirektør i Alka, Jacob Spangenberg.
“Det er det største enkeltsponsorat i Superligaens historie,” supplerer direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
Over for DR Sporten uddyber Claus Thomsen med følgende ord:
“Vi vil udvikle fodboldoplevelsen – ikke bare på kampdage – men også i løbet af ugen, hvor vi vil gøre Superligaen endnu mere nærværende og sjov for danskerne,” fortæller Claus Thomsen til DR Sporten og uddyber:
“Vi vil give nogle nye oplevelser omkring information om Superligaen via de muligheder som forskellige digitale platforme giver.”
Fra 1. januar 2015 vil Superligaen hedde Alka Superliga.