Atletico Madrid afviser også i dag, at de skulle være blevet informeret om et transferforbud som følge af et brud på FIFA’s reglement.
Atletico Madrid kunne sent tirsdag aften læse, at de har fået et transferforbud sammen med Real Madrid på lige fod med det forbud, som FC Barcelona har fået tidligere.
Men onsdag afviser en talsmand fra klubben, at de regerende spanske mestre skulle have været informeret om et sådan forbud. Det samme gjorde Real Madrid i dag i en officiel udmelding.
“Vi har ingen information om det. Vi har til enhver tid samarbejdet med Fifa om undersøgelsen, siger talsmanden fra Atletico Madrid til nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau og uddyber:
“Vi er sikre på, at vi har optrådt korrekt. For alle licenser er først kørt igennem efter, at de er blevet godkendt af det madrilenske fodboldforbund og det spanske fodboldforbund, siger talsmanden videre.”
De spanske medier skrev, at Atletico sammen med Real Madrid havde forbrudt sig mod reglerne i forhold til køb og salg af spillere under 18 år.
Men disse spekulationer har altså intet på sig, når man hører Atleticos reaktion. FIFA ønsker samtidig ikke at kommentere på igangværende sager.
“Vi kan ikke kommentere sager, som stadig er i gang. Ingen yderligere kommentarer vil komme ud på nuværende tidspunkt,” forklarer en talsperson til Reuters.