
Foto: Unisport.dk
AaB er angiveligt ved at fastlægge de afgørende samtaler med mulige cheftrænere, og Peter Feher skulle være en færdig mand i klubben. Det melder Ekstra Bladet.
Superliga-nordjyderne fra AaB er på jagt efter en ny cheftræner, og ifølge Ekstra Bladet er sportschef Inge Andre Olsen ved at lægge de afgørende samtaler med kandidaterne til trænerjobbet fast.
AaB skulle efter sigende have præsenteret et ‘skintilbud’ til Jens Gustafsson, hvor årslønnen lå på mindre end en million kroner, hvilket blev afvist, men siden har svenskeren forladt Norrköping og står nu uden arbejde.
Sandefjords spanske cheftræner, Marti Cifuentes, står ligeledes uden trænerjob, og han er ifølge avisen også kaldt ind til et virtuelt møde med AaB.
Desuden skulle den midlertidige cheftræner, Peter Feher, være en færdig mand i klubben, selvom hans kontrakt løber frem til sommer.
Peter Feher har ifølge Ekstra Bladet givet udtryk for internt, at han har svært ved at se sig selv vende retur til en assistentrolle.