
Foto: Unisport
Den hollandske storklub Ajax har meldt sig på banen i kampen om FC Midtjylland-profilen Evander, som også har interesse fra FC Porto og Galatasaray.
Efter en stærk sæson i Superligaen tyder meget på, at FC Midtjylland er klar til at skyde 24-årige Evander afsted som klubbens næste store salg.
Og ifølge den spanske avis AS kan brasilianeren meget vel ende i Ajax, som nu har indledt jagten på offensivspilleren.
Det vil dog på ingen måde blive en billig handel for hollænderne, da FCM menes at kræve mellem 75 og 100 millioner kroner for Evander.
Galatasaray har allerede fået et bud på ca. 37 millioner kroner afvist tidligere i dette transfervindue, og Ajax skal derfor have den store pengepung frem.
I den forgangne sæson spillede Evander 46 gange for FCM i alle turneringer, hvor det blev til 17 scoringer og 11 assists.
Den offensive midtbanespiller står desuden noteret for 11 U-landskampe for Brasilien.