Real Madrids norske stortalent, Martin Ødegaard, kan være på vej til Bundesliga-klubben Hamburger SV i sommerens transfervindue.
Det norske stortalent Martin Ødegaard har ikke fået spilletid for Real Madrids førstehold i denne sæson, på trods af, at han har trænet sammen med førsteholdstruppen, siden han skiftede til Kongeklubben forrige sommer.
I stedet har han repræsenteret Real Madrids andethold, Real Madrid Castilla, hvor det er blevet til 32 kampe for klubben i denne sæson, dog uden scoringer, men med fire assists til følge.
Ifølge Kicker er Hamburger SV interesseret i at leje Ødegaard i den kommende sæson.
Real Madrid virker ikke interesseret i et salg af nordmanden ifølge avisens oplysninger, men derimod virker det sandsynligt, at Ødegaard udlejes i sommerens transfervindue.
17-årige Ødegaard har kontrakt med Real frem til sommeren 2021.