
Foto: Shutterstock
Manchester United-hollænderen Donny van de Beek er i øjeblikket udlejet til Everton, og midtbanemanden ønsker ikke at vende retur til Old Trafford.
I det forgangne transfervindue sendte Ralf Rangnick og Manchester United 24-årige Donny van de Beek til Everton på en lejeaftale, der gælder for resten af indeværende sæson.
Lejeopholdet kan imidlertid meget vel ende med at blive vekslet til et permanent skifte, i hvert fald hvis det står til hovedpersonen selv.
Ifølge den engelske avis Daily Mirror har Donny van de Beek nemlig ingen intentioner om at vende retur til United, hvor han tilbragte det meste af tiden på bænken.
Den centrale midtbanespiller skulle kun have et enkelt krav for at blive i Everton, og det er Premier League-overlevelse.
Hollænderen har indtil videre optrådt to gange for Everton, hvor det allerede er blevet til flere minutter, end han har fået for United i denne Premier League-sæson.