FC København kunne have solgt anfører Mathias Zanka Jørgensen i dette transfervindue for et rekordbeløb, men FCK har afvist buddet fra en unavngiven Premier League-klub. Det erfarer BT.
Mathias Zanka Jørgensen har udviklet sig til en stor profil for FC København, efter at han kom tilbage til klubben.
Senest blev Zanka udnævnt som anfører, da Thomas Delaney skiftede til tyske Werder Bremen.
Der er stor interesse for Mathias Zanka Jørgensen, og ifølge BT, så har FCK afvist et rekordstort bud fra en Premier League-klub.
Tidligere er Brede Hangeland blevet solgt til Fulham i en handel, hvor salgsprisen efter sigende var 40 millioner kroner.
“Der er altid interesse for en spiller som Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, men jeg kan hverken be- eller afkræfte det, du siger. Jeg har ikke nogen kommentarer,” siger Ståle Solbakken til BT.
Ifølge avisen har manager Ståle Solbakken afvist buddet, fordi det kom for sent, således, at klubben ikke kunne nå at hente en afløser for ham.
Derudover ønsker man heller ikke at sælge holdets profiler før de vigtige Europa League-kampe mod bulgarske Ludogorets i 1/16-finalerne.
Solbakken har tidligere udtalt, at 26-årige Zanka efter planen skal sælges til sommer.
FCK og Zanka har papirer på hinanden frem til sommeren 2018.