FC Midtjylland har ifølge BT indstillet sigtekornet på amerikaneren, Bob Bradley, i deres jagt efter en erstatning for Glen Riddersholm.
AaB blev i løbet af foråret gentagne gange sat i forbindelse med den amerikanske træner, Bob Bradley, men i sidste ende var det Lars Søndergaard, der løb med titlen som ny cheftræner i Aalborg.
Det er dog ikke ensbetydende med, at den nuværende Stabæk-træner ikke vil være at finde i Alka Superligaen i næste sæson.
Ifølge BT har FC Midtjylland nemlig udset sig Bradley som erstatning for Glen Riddersholm, der i sidste uge – noget overraskende – forlod jobbet som træner i mesterklubben.
”Vi har ikke hørt noget om det fra Bob Bradley, og vi har heller ikke hørt fra FC Midtjylland. Der er mange spekulationer om Bradley, og vi kan ikke kommentere på dem alle sammen,” siger Stabæks sportschef, Inge André Olsen, til BT.
Bob Bradleys kontrakt med den norske Tippeliga-klub udløber ved årsskiftet.