FC Midtjyllands målmand Jakob Haugaard er ifølge Ekstra Bladet tæt på at bytte en reservetjans på heden ud med et job i Premier League-klubben Stoke.
På truplisten i Stoke finder man tre målmænd: Jack Butland, Asmir Begovic og danske Thomas Sørensen.
Sidstnævnte har allerede meldt ud, at han til sommer stopper efter syv år på Britannia Stadium, mens også det normale førstevalg mellem stængerne, Asmir Begovic, kan være på vej væk, da han er røget i unåde hos Stoke-manager Mark Hughes.
Herfor skal de rød-hvid-stribede ud og hente en ny målmand i sommerens transfervindue, og ifølge Ekstra Bladet har de vendt blikket mod Superliga-duksene fra FC Midtjylland.
Her sidder 23-årige Jakob Haugaard på bænken, men han kan efter alt at dømme altså snart trække splitterne ud og hive teltpælene op. Et skifte til Premier League er nemlig under opsejling.
Således rapporterer avisen, at parterne skulle være tæt på at nå til enighed om en aftale, der sender keeperen fra FCM til England for mellem 4-6 millioner kroner.
Jakob Haugaard spillede alle kampe for ulvene i efteråret, inden den rutinerede svensker Johan Dahlin blev hentet til MCH Arena i januar måned og straks satte sig på startpladsen i buret.
Det forlyder, at Thomas Sørensen har spillet en stor rolle i Stoke Citys søgning af målmandsmarkedet.