Den franske traditionsklub AS Monaco er angiveligt interesserede i Christian Eriksen, som er tilbage efter sine hjerteproblemer. Det skriver The Telegraph.
29-årige Christian Eriksen fik for et stykke tid siden ophævet sin kontrakt med den italienske storklub Inter, fordi han ikke måtte spille i Serie A med en pacemaker.
Nu er den danske landsholdsstjerne så tilbage fra sine problemer, og han skal have fundet sig en ny arbejdsgiver.
Og en sådan kan han meget vel ende med at finde i Frankrig, hvor AS Monaco ifølge den engelske avis The Telegraph lurer på ham.
Den franske traditionsklub ligger i skrivende stund nummer seks i Ligue 1, en række hvor Eriksen aldrig før har spillet.
Den danske kreatør bliver i øjeblikket sat i forbindelse med mange forskellige klubber, blandt andre også Tottenham, Ajax og FC Barcelona.
Eriksen står samlet set noteret for 109 A-landskampe for Danmark, hvor han har scoret 36 gange.