Randers FC er tæt på at blive købt af en investorgruppe, og de er meget interesserede i at fyre Colin Todd. Det skriver Ekstra Bladet.
Randers FC har tidligere oplyst, at de er i forhandlinger med en investor om et salg af klubben. Det salg kan muligvis koste cheftræner Colin Todd jobbet.
Ekstra Bladet skriver søndag, at investorgruppen ønsker cheftræneren udskiftet. Avisen erfarer, at man allerede har været i dialog med potentielle træner-emner, der har markante cv’er.
“Jeg ved intet om, hvad der kommer til at ske. Det nytter ikke noget at stille spørgsmål her. Jeg er helt uvidende … ’I’m in the dark’,” fortæller Colin Todd til Ekstra Bladet.
Todd har i denne periode stået i spidsen for klubben siden 2012. Han var også tidligere cheftræner i klubben i perioden fra 2007 til 2009.