Den tidligere Brøndby-spiller Jens Martin Gammelby vender retur til Superligaen, hvor han skifter til Silkeborg IF til vinter. Det skriver Midtjyllands Avis.
Jens Martin Gammelby er snart tilbage i den bedste danske række.
Midtjyllands Avis kan således berette, at Silkeborg IF køber den tidligere Brøndby-mand fri af norske Ham-Kam.
28-årige Gammelby kommer dog ikke til klubben lige med det samme, men tiltræder efter sigende til vinter.
Højrebacken vender dermed retur til både Superligaen og Silkeborg IF, som han har et indgående kendskab til.
Her spillede Gammelby således fra ungdomsårene indtil 2018, hvor han blev solgt videre til Brøndby.
Forsvareren nåede i alt 67 kampe for BIF, hvor han undervejs blev udlejet til Lyngby og Miedz Legnica i Polen, inden han kom til norske Ham-Kam i marts.
Her er det blevet til 18 kampe for nordmændenes førstehold, hvor Gammelby har kvitteret med to scoringer.
Han nåede 144 optrædener for Silkeborg IF.