Ifølge den nordjyske lokalavis Nordjyske Stiftstidende var Jesper Grønkjær AaB’s førsteprioritet til at afløse den afgående sportsdirektør, Lynge Jakobsen.
Lynge Jakobsen har meldt ud at han vil trække sig fra posten som sportsdirektør i AaB for at gå på pension til sommer, så derfor skal en ny mand findes.
Avisen Nordjyske Stiftstidende melder, at den tidligere AaB- og landsholdsspiller Jesper Grønkjær var klubbens førsteprioritet, men at den nuværende kommentator afviste klubben.
”Vi har haft en lang række navne i spil, og på vores liste er det ikke mærkeligt, at Jesper Grønkjær har stået,” bekræfter AaB’s bestyrelsesformand Finn V. Nielsen over for Nordjyske.
Ligeledes bekræfter Finn V. Nielsen, at kandidatfeltet er kraftigt indskrænket, og ifølge avisen består dette felt af de to tidligere spillere Allan Gaarde og Jacob Krüger, samt SønderjyskE’s sportsdirektør Ole Nielsen.