Avis: Jores Okore til lægetjek i AaB

0
Flirten imellem Jores Okore og AaB er blusset op igen. Nu melder Nordjyske, at FCK-stopperen er til lægetjek i Aalborg.

Jores Okore var i sidste måned i Aalborg for at se på forholdene i fodboldklubben AaB, men valgte i stedet at afvise nordjyderne, inden en egentlig kontraktforhandling blev indledt.

“Vi var parat til at købe ham fri af FC København, og vi har også snakket med Okore og med hans agent. Men vi nåede aldrig til at snakke økonomi, for Okore gav det klare indtryk, at han foretrak at søge mod en udenlandsk klub,” sagde sportsdirektør Allan Gaarde ved den lejlighed til Nordjyske.

Nu har piben imidlertid fået en anden lyd, og selvsamme avis skriver, at 24-årige Jores Okore i skrivende stund er i Nordjylland for at gennemgå et lægetjek.

Historien får ekstra næring af, at Allan Gaarde ikke er er rejst med resten AaB-mandskabet på minitræningslejr i Tyskland.

Ekstra Bladet mener at vide, at FC København forlanger fire millioner kroner for stopperen, der skiftede fra Aston Villa til løverne sidste sommer.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE